No 2: Honnør / hilsepligt

 

Hvorfor honnør eller hilsen?  

Den militære hilseform kan på mange virke underlig eller mærkelig. Men det har en dybere forklaring eller historie.  

Honnøret hvor man fører sin højre hånd op til hovedet, stammer fra en tid hvor man kæmpede en fair og til tider aftalt kamp. Når to ”kamphaner” stod over for hinanden, var det almindelig høflighed at hilse på hinanden. Når man nærmede sig hinanden, førte man højre hånd op til hovedet for, at vise man IKKE bar våben i hånd og havde en fredelig hensigt.  

Dette gjaldt selvfølgelig også militære folk. Skribenten er ikke klar over, om det havde sit udspring fra militæret eller om det kommer andre steder fra og så er optaget af militæret.  

Ved militæret blev det dog hurtigt indført, at det hovedsageligt var officerer som benyttede denne hilseform, da de bar sabler og senere håndvåben. Alle menige havde ofte en tungere form for bevæbning som kunne ses på afstand.  

Men soldaterne skulle gerne i deres opdragelse have en høj grad af respekt for deres overordnede, så derfor skulle de også i særlige situationer kunne hilse. Derfor fandt man på forskellige former for hilsen når man bar et våben. Ens for alle den type hilsen var, at man ikke umiddelbart kunne benytte sit våben.  

  

Hilsen som enhed.  

Man ønskede også, at en samlet enhed kunne aflægge en form for hilsen. Igen var formålet at man udviste respekt og at man ikke umiddelbart kunne benytte sine våben. Dertil lavede man: ”Present arms”.  

  

Hilsemåder.  

Man udviklede tre måder at hilse på.

1. Uden våben eller med hylstret våben.

Her gør man honnør. Dvs. man fører sin højre hånd op til hovedet.

Der er flere måder at gøre dette på. Der kan være mange årsager til de forskellige former for håndstillinger ved et honnør, men oftest var det afhængigt af, hvor i verden man befandt sig.

Hvis man ser de engelske soldater, så holder de håndryggen lodret, håndfladen væk fra ansigtet og fingerspidserne ud for næseryggen. Det havde den simple forklaring at de havde mange kolonier i meget solrige egne. Derfor havde man et behov for, at give skygge for sine øjne så man kunne se den man aflagde hilsen på i øjnene.

Da mange europæere tog til Amerika, og det at englænderne forsøgte at erobre Amerika i første omgang, menes at have dannet den amerikanske hilseform.

Under borgerkrigen førte man højre hånd op til hovedet på samme måde som beskrevet ovenfor, men man holdt fingerspidserne ud for højre øje eller ud for sin hatteskygge. Det var af praktiske årsager, idet man i Amerika næsten altid gik med en bredskygget hat og at det derfor var svært at komme ind foran øjnene og heller ikke nødvendigt da skyggen beskyttede øjnene. Man holdt stadig håndfladen væk fra ansigtet for at vise, at man ikke havde våben i hånd.

Det skal dog bemærkes at mange officerer lavede deres helt egen hilsen, men dette er den ”korrekte” hilsen.

Det har så siden ændret sig og nu holder Amerikanske soldater håndfladen skråt ind mod sig selv. Det menes at stamme fra 2. verdenskrig, Korea eller Vietnam, hvor U.S. Army kæmpede meget regnfulde steder og derfor havde behov for at lede vandet væk fra øjnene.

2. Med våben.

Når en soldat er alene og derfor ikke under direkte kommando af en NCO eller  officer havde han også behov for at kunne hilse. Det kunne f.eks. være når han stod på post.

Når soldaten så en militærperson fra egen hær af højere rang nærme sig, tog han sin musket eller karabin over i ”shoulder arms”. Når personen der skulle hilses på var ca. 4-5 skridt fra soldaten førte han sin venstre hånd op til højre bryst, med strakte fingre og håndfladen nedad. På den måde stod soldaten stadig klar på sin post men kunne umiddelbart ikke benytte sit våben. Straks personen var gået forbi, gik han tilbage til den oprindelige position.

3. Hilsen som enhed.

Når man var under kommando, og var indtrådt i ranks og files (geled) og skulle aflægge en hilsen, var det lidt anderledes. Her skulle kommandøren give kommandoen til at gå op i present arms. Herefter vendte kommandøren sig mod den eller det, der skulle hilses på og gjorde honnør som beskrevet ovenfor (afhængig af hvordan han havde sit våben og hvilket våben han var udstyret med).

Var kommandøren forsynet med en sabel der var trukket sænkedes spidsen og drejedes helt ud til højre side. Derved vistes igen at man ikke umiddelbart ønskede at benytte sin sabel, da man hverken kan hugge eller stikke.

Hvornår skal man hilse?

Det er et helt kapitel for sig, men her er retningslinierne for ”The Federal Brigade”.

Da vi ikke er så mange som i en virkelig Brigade eller i et Regiment og vi har en overvægt af befalingsmænd i forhold til 1860èrne, gennemfører vi hilsestederne på en særlig vis.

Du skal som enkelt person derfor hilse følgende steder:

  • Hvis du møder en højere rangerende NCO uden for camp, efterfulgt af et ”morning/evening/good afternoon corporal/sergeant”.
  • Hvis du møder en højere rangerende officer uden for camp, efterfulgt af et “morning/evening/good afternoon, sir”.
  • Hvis du møder en kvinde uden for camp efterfulgt af et ”morning/evening/good afternoon ma’am/miss”.
  • Hvis du møder en vagtpost.
  • Når du første gang på dagen møder en person (primært morgen).
  • Første gang en udefra kommende officer (en som ikke er med i egen enhed) kommer ind i enhedens campstreet, rejser man sig og råber: ”Attention”, hvorefter alle rejser sig, gør front mod officeren og gør honnør. Officeren besvarer hilsenen og kommanderer: ”Carry on men/boys” hvorefter man fortsætter sit gøremål.
  •  

Du skal som enkeltperson ikke hilse følgende steder:

  • Når du er i camp.
  • Når du er under kommando (dog skal du følge din kommandørs befalinger).
  •  

Du skal som post hilse følgende steder:

  • Når der kommer en højere rangerende NCO eller officer forbi.
  • Når der kommer en enhed under kommando forbi.
  • Når der kommer en fane forbi.
  •  

Du skal som del af en enhed hilse følgende steder:

  • Når du bliver kommanderet til det.
  • Hvis du bliver kaldt frem foran enheden.
  • About the Author